Der findes ingen ord, som kan beskrive, hvor glad jeg er lige nu. I går fik Jeg min familie. Det er et pensioneret ægtepar, som har børn og børnebørn. De bor i Arizona i et landdistrikterne i en by, der hedder Tonopah. Byen ligger lige ved siden af den største by i Arizona, Phoenix. De rejser tit til San Diego, California, Ohio og Michigan.
De har 2 heste og en hund. De kan godt lide at bowle, så jeg bliver nok bedre end jeg er nu (jeg stinker til det!!). De kan lide at gå til koncerter, og så elsker de familie-tam-tam :-)
Jeg var indee at tjekke på DMI, hvor der står, at de har omkring 40-45 grader, og om vinteren har de omkring 17 grader, så jeg kommer nok ikke til at opleve sne dette år , men det gør nok ikke så meget. :-)
Min skole starter den 8. august, hvilket jeg synes er tidligt i forhold til andre skoler i USA. Det vil sige at jeg skal rejse engang i næste uge, men jeg har dog endnu ikke fået min flybilet endnu. Det betyder så, at jeg desværre ikke kan nå at komme med til Prep Course i New York, men det er ikke jordens undergang, så må man jo tage derhen selv :b
Skolen går meget op i at eleverne er trygge. De skriver selv : "We inspire and support our students to be and do their very best" og "Be Safe. Be Responsible. Be Respectful.".
Jeg har set billeder af bådet mit nye hjem og min nye skole, og hold da op hvor jeg glæder mig!! :-)
7/28/2011
7/22/2011
Hård ventetid
Halløj.
Dette er så mit første indlæg, og jeg vil lige fortælle fra det aller første:
Det hele begyndte i sommerferien 2010, hvor jeg var på ferie i USA, for at besøge ca. 10 stater i midtvesten - fantastisk oplevelse! :-)
Jeg gav migselv nogle tanker om, hvor flinke alle mennesker er derovre, og jeg ville gerne opleve det igen og igen og igen. Så jeg snakkede mmed mine forældre om det, og i august/september meldte jeg mig ind i en organisation kaldt STS - Student Travel School - mine søskende har rejst med dem før, så vi kendte dem på forhånd.
Hvis jeg skal være helt ærlig, var det noget af et arbejde, der gav sene og stresset dage, når man både skulle udfylde tonsvis af papirer, passe skolen - som der i hvert fald var meget at lave i - og passe træningen 6 gange om ugen + stævnerne. MEN det gik da!!
Og er der jo lige det med alle vaccinationerne. Jeg havde nemlig været ret så dum - selvom jeg troede, at det var klogt - at få min stivkrampe vaccine, som jeg alligevel skulle have, men det viste sig , at det var en anden vaccination, som jeg kun kunne få sammen med stivkrampen - Dumt, dumt, dumt!!! så den bliver jeg nødt til at vente at få, til jeg kommer derover, for der kan jeg få den uden stivkrampe.
Der gik så langt tid uden nogen som helst form for svar om jeg fik familie, og andre unge begyndte så småt at få. Jeg kunne heldigvis snakke en masse med min tante, som er amerikaner, om alle det forskellige ting.
så kom der en E-mail i maj om, at jeg skulle ind på den amerikanske ambasade, men før jeg kunne skulle jeg da lige udfylde en masse om migselv på nettet. Det vil sige, at det, efter min mening, var svære end de andre papire, selvom de andre tog længere tid. denne gang tog det 2 dage, hvor der ikke blev lavet andet de dage end at udfylde, udfylde og udfylde. man skulle gemme alt hver femte minut næsten, for ellers skulle man starte forfra!! Det var 2 hårde dage, men hvis jeg ikke havde min mor som hjælper, ville det nok gå helt galt.
Så kom jeg ind på ambasaden, jeg tror, jeg skulle til interview klokken 10:40, men jeg tror først, jeg kom til klokken 11:30.. Meget ventetid, men det var det hele hver.
Og nu kan jeg kun sidde og vente. om 7 dage rejser de første til New York til Prep Course, men jeg har stadig ikke fået nogen familie endnu. Det er meget deprimerende ikke at vide, hvor man skal være det næste år!! Men én ting er helt pomplet: Jeg glæder mig, som jeg ved ikke hvad!!! Det bliver et uforglemmeligt år!!!
Dette er så mit første indlæg, og jeg vil lige fortælle fra det aller første:
Det hele begyndte i sommerferien 2010, hvor jeg var på ferie i USA, for at besøge ca. 10 stater i midtvesten - fantastisk oplevelse! :-)
Jeg gav migselv nogle tanker om, hvor flinke alle mennesker er derovre, og jeg ville gerne opleve det igen og igen og igen. Så jeg snakkede mmed mine forældre om det, og i august/september meldte jeg mig ind i en organisation kaldt STS - Student Travel School - mine søskende har rejst med dem før, så vi kendte dem på forhånd.
Hvis jeg skal være helt ærlig, var det noget af et arbejde, der gav sene og stresset dage, når man både skulle udfylde tonsvis af papirer, passe skolen - som der i hvert fald var meget at lave i - og passe træningen 6 gange om ugen + stævnerne. MEN det gik da!!
Og er der jo lige det med alle vaccinationerne. Jeg havde nemlig været ret så dum - selvom jeg troede, at det var klogt - at få min stivkrampe vaccine, som jeg alligevel skulle have, men det viste sig , at det var en anden vaccination, som jeg kun kunne få sammen med stivkrampen - Dumt, dumt, dumt!!! så den bliver jeg nødt til at vente at få, til jeg kommer derover, for der kan jeg få den uden stivkrampe.
Der gik så langt tid uden nogen som helst form for svar om jeg fik familie, og andre unge begyndte så småt at få. Jeg kunne heldigvis snakke en masse med min tante, som er amerikaner, om alle det forskellige ting.
så kom der en E-mail i maj om, at jeg skulle ind på den amerikanske ambasade, men før jeg kunne skulle jeg da lige udfylde en masse om migselv på nettet. Det vil sige, at det, efter min mening, var svære end de andre papire, selvom de andre tog længere tid. denne gang tog det 2 dage, hvor der ikke blev lavet andet de dage end at udfylde, udfylde og udfylde. man skulle gemme alt hver femte minut næsten, for ellers skulle man starte forfra!! Det var 2 hårde dage, men hvis jeg ikke havde min mor som hjælper, ville det nok gå helt galt.
Så kom jeg ind på ambasaden, jeg tror, jeg skulle til interview klokken 10:40, men jeg tror først, jeg kom til klokken 11:30.. Meget ventetid, men det var det hele hver.
Og nu kan jeg kun sidde og vente. om 7 dage rejser de første til New York til Prep Course, men jeg har stadig ikke fået nogen familie endnu. Det er meget deprimerende ikke at vide, hvor man skal være det næste år!! Men én ting er helt pomplet: Jeg glæder mig, som jeg ved ikke hvad!!! Det bliver et uforglemmeligt år!!!
Subscribe to:
Posts (Atom)